Nyheder

Demonstration ved klimatopmødet i København

28. November 2009

Lørdag den 12. december, midt under klimaforhandlingerne 2009, inviterer vi dig og din organisation til sammen med os at give forhandlerne i København en massiv, høj og synlig demonstration af verdens vilje til at handle.

Demonstration

Klimatopmødet i København til december skal beslutte en afløser for den helt utilstrækkelige Kyoto-aftale om CO2-reduktion.

Imidlertid er udsigterne til en tilstrækkeligt ambitiøs – og socialt og globalt retfærdig – aftale til at afværge en global klimakatastrofe ikke alt for gode.

Derfor finder vi det nødvendigt, at der organiseres en synlig manifestation af, at det ikke er verdens befolkninger, der står i vejen for en sådan aftale.

Stor, bred og folkelig demonstration 12. december

Vores ambition er at samle alle, der ønsker en ambitiøs og socialt og globalt retfærdig klimaaftale, til en stor, bred og folkelig fælles demonstration lørdag den 12. december midt under topmødet.

Demonstrationen starter kl. 13 fra Christiansborg Slotsplads. Herfra går den til Bella Centeret, hvor klimatopmødet finder sted.

Se mere om hvad der sker på dagen.

Samme dag finder der lignende manifestationer sted i op mod 100 lande verden over – i nogle af vore nabolande dog 5. december, så folk kan deltage i København.

Hvem er vi?

Klima- og miljøorganisationer og netværk, fagforeninger, freds- solidaritets- og udviklings-organisationer og bevægelser, politiske, kirkelige og andre civilsamfundsorganisationer – samt enkeltpersoner.

Tilslut jer

Over 350 organisationer fra over 54 lande, heraf over 85 fra Danmark, bakker allerede op om demonstrationen. Er din organisation endnu ikke med, så få den straks til at sende en mail med besked om støtte til info@12dec09.dk.
Se den fulde liste over anbefalere.

Deltag i mobiliseringen

Vi har behov for mange til at opreklamere demonstrationen over hele landet. Der er allerede oprettet en del lokale klima-initiativer, som mobiliserer i deres lokalområde. Er din by endnu ikke med, så send os en mail.

I København organiseres af stormøder i samarbejde med lokale initiativer i bydelene. Det sidste stormøde finder sted 1.12.

Se mere om stormøder og andre lokale aktiviteter. Bestil løbesedler og plakater.

Hvis du vil følge med i forberedelserne, så skriv dig på vores mailliste.

Lokale demonstrationer 5. december

Vi opfordrer til lokale demonstrationer i så mange byer som muligt uden for København – ligesom i vore nabolande. I Århus og Odense er forberedelserne allerede i gang – skal din by også være med?

Se mere på aktivitetssiden.

Støt økonomisk

Har du mulighed for at støtte demonstrationen økonomisk, vil vi være meget taknemlige.

Vi ses ved Christiansborg 12. december kl. 13.

English | Español | Français | Nederlands

Et opråb til handling

Klimatopmødet kan være vores sidste chance for at undgå en miljøkatastrofe. Vi ønsker en ambitiøs og retfærdig klimaaftale.